Hjemme på gården...

- er der højt til himlen og plads til at drømme!

Kimergården er smukt placeret midt på det vestlige Møn - på toppen af en bakke med udsigt til de åbne vidder. Her har vi vores hjem og herfra udgår vores virke.

Vi overtog Kimergården i 2011, og i en årrække har vi drevet et bæredygtigt, statskontrolleret økologisk mikro-landbrug, og vi har deltaget i flere tiltag for at udvikle bæredygtig lokal fødevareproduktion på Møn og omegn. 

Således har vi gennem en årrække samlet mange erfaringer både med landbrugsdrift, viden om vores lokalområde og vores fag. Vi har vi solgt hvidløg og andre grøntsager i lokale detailforretninger fra Stege til Sakskøbing. Vores bier har bestøvet 'grønne' marker flere steder på Møn og honningen har glædet mange ganer. Mange børn har kløet lammene bag ørene for at forbedre forståelsen fra jord til bord, hønsenes æg er smagfulde med gule blommer, vores juleænder har fundet vej bredt ud på hele Sjælland - og ligeledes har juletræerne fra plantagen i pagt med naturen i Udby.

I 2019 åbnede vi vores mosteri og honningslyngeri med godkendelse til at producere økologisk æblemost mv. og i 2021-22 har vi bygget et nyt 0-energi stuehus med fokus på bæredygtighed i håndværk, materialer og energi. 

Samtidig har Mette opdateret sin viden med kurser indenfor bæredygtighed og adfærdspsykologi i 2023, serviceøkonom i 2022 og som Dark Sky guide i Møn & Nyord Dark Sky-området i 2019.

Det er en lang proces, som ikke er nået til vejs ende endnu...

Fra 2023 har vi valgt at fokusere på at udbrede bæredygtighed i et større perspektiv. Det betyder, at landbruget fylder mindre, og at vi nu også tilbyder at hjælpe andre med at bringe bæredygtige visioner ud i virkeligheden - altså bæredygtighed i praksis!

Sidst men ikke mindst er Kimergården ambassadør og samarbejdspartner for Møn UNESCO Biosfære og Møn & Nyord Dark Sky.